Krohn Vintage Port Retiro Novo 2011 - Wiese & Krohn
75 cl. 20% alc. kun 7186 fl. af denne årgang
røde bær, vanilje, lakrids, tobak
Enkeltmarks portvin
- se evt flere portvine fra Krohn her
- vi genbruger papkasser
- ring / sms 30281060
- her handles til laveste priser
Krohn's vingård "Quinta do Retiro Novo" ligger i den øvre del af Dourodalen ved Floden Rio Torto, "den snoede flod", der løber ud i Douro sydfra. Den består af ret stejle terrasser med mager jord, domineret af skifer og hovedsageligt plantet med de traditionelle druer Touriga National, Touriga Francesa, Tinta Barroca og Tinta Roriz. Den officielle kvalitetsklassifikation, der handler om bl.a. jordbund, druetyper, vinstokalder og plantningstæthed er "A", den bedste. Vinen laves på stedet, så man undgår den lange transport til Vila Nova de Gaia ved flodens udløb, der var nødvendig før i tiden og ikke god for druemosten, især under meget varme forhold. Til de bedste vine, som denne, fodtrædes druemosten som før i de store granitkar "lagares". Til lavere rangerende vine har man i dag robotstyrede anlæg, der simulerer processen.
Vintage fra den enkelte vingård blev tidligere mest lavet i årgange, hvor vintage uden vingårdsnavn ikke blev deklareret, men i dag er billedet mere mudret og afhænger både af druemostkvalitet, høstmængde og sidste almindelige vintagedeklaration . 2011: Blomstringen var god og lovede et godt udbytte, men ekstrem hede i slutningen af juni reducerede det kraftigt, især på syd- og vesteksponerede marker, så høsten blev lille men af meget høj kvalitet, der kan nydes efter lang iltning i karaffel, men fortsat vil vinde meget ved lagring.
Quinta Vintage Port (quinta = vingård) er Vintage Port fra en enkelt ejendom, som afspejler både årgangens- og vingårdens særlige karakter. Den behandles helt som anden Vintage Port (s.d.) og kan have lige så høj kvalitet og langt udviklingspotentiale. Da den før i tiden mest blev lavet i årgange, hvor den berømte Vintage Port generelt ikke blev deklareret, har den historisk set en anelse lavere prestige, men Quinta Vintage i en stor årgang fra en god producent kan sagte matche eller overgå andres Vintage Ports.
Vil udvikle sig mindst et par årtier.
Vintage Port er portvin fra en årgang og en producent, der er tappet på flaske 2-2½ år efter høsten. Den er som ung nærmest sort, stærk, med tæt frugt og et højt garvesyreindhold, der dog varierer med årgangen. Har man hård hud på ganen, kan den drikkes ung til fx peberbøf, men er mest beregnet til lagring, da den kan udvikle sig formidabelt ligesom andre store vine. Både stilen og grundkvaliteten kan veksle mellem producenter og årgange, så en passende lagringstid kan variere fra 7-10 til 50 år.
Ved åbning skal vinen helst stilles op et par dage før brug, så den udfældede garvesyre lægger sig i bunden af flasken. Derefter hældes den på karaffel, så bundfaldet lægger sig i flaskens skulder, der er kraftig af samme grund, og ikke ender i karaflen. En portvins si er nyttig her. Et kaffefilter kan bruges til det sidste. Den flotte, uforlignelige duft, som er adelsmærket for den udviklede vintageport, er bedst på åbningsdagen. Er den bedre dagen efter, kunne den være gemt endnu længere. Drik den på dagen eller i hvert fald indenfor tre dage.
Owc ved bestilling af 6 fl., men husk så skal det være levering til døren.